Danmark har en række spændende museer, som på hver sin måde sætter samfundslivet under lup. Et af dem er Den Gamle By i Århus, som sætter fokus på købstadskulturen fra 1500-tallet og frem til 1970’erne. Her kan man få alt muligt at vide om livsformen i byerne, håndværk, myndighedernes arbejde, og samspillet mellem alle de forskellige grupper og befolkningslag, som levede i de danske købstæder.

Den Gamle By er på den måde et vigtigt spejl at et byliv, som det har udfoldet sig gennem mange århundreder. For mange mennesker er en tur til Den Gamle By i Århus et fast indslag hvert år. Hvad enten man besøger byen om sommeren, i efterårsferien eller op til jul, er der altid noget at komme efter, hvis man interesserer sig for livet i købstæderne, som de har udfoldet sig gennem tiden.

Høj og lav

Det, der kendetegner Den Gamle By, er, at byen viser livet blandt både høj og lav i den typiske, danske købstad. Vi kan både besøge borgmesterens store gård, som også var købmandsgård, og den mere ydmyge snedker og hjulmager.

Den Gamle By opstod i begyndelsen af 1900-tallet, da postmester i Århus, Peter Holm, blev berørt af, at man ville nedrive den gamle borgmestergård, som lå på hjørnet af Immervad og Lille Torv midt i den gamle del af Århus midtby. Nedrivningen var på sæt og vis en naturlig del af udviklingen, men sørgmodig for dem, der gerne ville bevare og huske de gamle tider. Postmesteren fik derfor udvirket, at borgmestergården blev skilt ad og genopført i forbindelse med Landsudstillingen i Århus, som fandt sted i 1909.

Da udstillingen var forbi, blev gården flyttet til den nuværende position, og kimen til Den Gamle By var lagt. Byen åbnede for publikum for første gang i 1914, og siden er op imod 100 købstadsbygninger flyttet fra byer rundt omkring i Danmark til deres placering i Den Gamle By.

Man får et meget interessant billede af, hvordan en dansk købstad så ud på H. C. Andersens tid, og vi kan følge livet hos både almindelige mennesker og øvrighedspersoner. Mange søger da også hen til Den Gamle By for at opleve husene fra denne tid – en periode vi alle kender som Guldalderen, og som står for en meget national periode, som der stadig er et romantisk skær over.

Mange bygninger går dog længere tilbage. Kendetegnende er, at de er taget ned i den by, hvor de oprindeligt stod, og alt er så registreret med omhu, hvorefter husene er genopført i Den Gamle By. De er ført tilbage til den periode, de skal repræsentere, men det vigtigste er, at der er tale om huse, der er blevet brugt til det, de også udstiller i dag i Den Gamle By, så alt er autentisk.

Den Gamle By var det første købstadsmuseum af den art i verden, da den åbnede.